Sider

fredag den 20. september 2013

Efterårs inspiration

I går var min første dag som souschef på jobbet, og nyheden blev heldigvis taget godt imod af kollegaerne. Dejligt når de kommer forbi en i forretningen og siger "ej hvor er det bare godt, tror virkelig at du kan gøre en forskel" :-)

I dag bliver morgenkaffen nydt, mens der bliver fundet mere efterårs inspiration til vores "inspirationsmappe" derude. Og der er masser af lækre sager i uld/tweed (metervarer som vi allerede har i butikken) Så kom frisk, hvis du går og sysler med tanken om, at sy en lækker poncho eller jakke.



mandag den 16. september 2013

Learning by doing

Dagene går hurtigere end nogensinde og jeg lærer en masse hver eneste dag :-) Når man går op og ned af kollegaer, der er uddannet skræddere kan man godt se, at det man førhen har syet til sig selv, har været noget rigtig sjusk (øv). Indtil videre har jeg lært en masse om materialer, korrekte klippe og sy teknikker, hvorfor overlock er så vigtigt, for både holdbarhed og pasform og hvorfor de forskellige materialer opfører sig som de gør. 





Samtidig bliver der syet på livet løs herhjemme også (underligt at man slet ikke bliver træt af, at klippe stof i løbet af dagen). 
Jeg må dog indrømme at mit sociale behov i den grad bliver mættet, i løbet af en arbejdsdag, man får talt med en masse kunder og samtidig udvekslet idéer og en masse sjov med kollegaerne, så "talecentret" er altså brugt op når man kommer hjem.





I weekenden fik jeg da også arbejdet igennem, både i forretningen, i sy værelset og i rengørings firmaet.. phew. Så i går eftermiddags trak jeg stikket ud i 2 timer og lagde mig i soveværelset med blade og en film VIRKELIG tiltrængt. 




Jeg fik lavet blusen fra i sidste uge færdig og den blev virkelig lækker, pasformen er så god, at jeg allerede er igang med at lave en til, i et andet print :-)





fredag den 6. september 2013

Symaskinen kører derudaf

Det er svært at holde sig fra at købe hele butikken, når man hver dag sælger spændende metervarer til det kreative folk i Nordjylland. Torsdag er ekstra svær, for der pakker vi varer ud... åhhh alle de lækre ting vi pt. får ind af døren. 
For at kunne vejlede kunderne, skal man jo også helst vide hvad man snakker om, så der bliver syet og syet og syet, i det lille hjem i fritiden. Så jeg er meget glad for sy værelset i disse dage.



 
Jeg er pt. igang med en virkelig lækker bluse, med flagermusærmer og ribkant i det skønneste print. Glæder mig til at vise den :-)

søndag den 1. september 2013

DIY opslagstavle

Hermed en lille DIY til dem, der har lyst til at være kreative.

Vi har flyttet "kontoret" og stod og manglede en opslagstavle, så den har jeg fixet på denne hyggelige søndag aften, mens manden er på stadion.



Du skal bruge:

1 malerlærred (jeg har valgt størrelsen 60x80 cm.)

Pladevat (jeg har brugt 2 stk. af 100x100 cm)

Stof (jeg har brugt 100x140 cm. stof med "møbelstruktur") En meget billig løsning kan være at bruge alm. bomuldslærred.

En clipsemaskine der "skyder" clipsene i (ved faktisk ikke hvad den hedder)?

Bånd (jeg har brugt 1,5 rulle bånd i bredden 15 mm)

Knapper (jeg har brugt gule neon farvede knapper)

En mellemstor nål og tråd der matcher knapperne.

En saks

Start med at lægge stoffet med bagsiden opad, læg derefter pladevat og lærredet ovenpå. Klip til, så der er ca. 10 cm. at clipse på lærredet.


Fold kanten 2 gange og skyd clips i, hele vejen hen af den ene "langside".


Vend lærredet og gentag på den anden langside (husk at stramme godt til).


Gentag øvelsen på de 2 "korte" sider af lærredet. (hjørnerne kan godt drille lidt, så det er om at have tålmodigheden i orden).


Nu skal båndet på (dette har jeg også clipset fast på bagsiden)


Knapperne syes på (og her skal også strammes godt til, hvis man vil have "pude" looket)


Så er den klar til at blive hængt op på kontoret :-)

NB: Jeg har købt alle mine materialer i Stof og Stil (undtagen malerlærredet, som jeg havde i forvejen).
Tavlen kan laves i mange forskellige farver og materialer, så det er kun fantasien der sætter grænser.